Salg

mandag den 30. juli 2012

Smak ... lige i fjæset!

Så nærmer hverdagen sig med hastige skridt og jeg glæder mig. Comandante 1 og 2  trænger til at blive adskilt, og de kunne sikkert have godt af at komme i hver deres institution igen. Jeg trænger til at sidde helt uforstyrret for mig selv og selv planlægge dagsordenen. Der skal laves undervisningsplaner og materialer til kommende tysk- og spanskhold OG der skal hygges med bloglæsning, feriefotos, kaffe-slabberads osv.

Jeg er sikker på, at vi føler, at der er enormt stille hjemme i forhold til her. Højt musik, larm, snak, biler der dytter, ambulancer, politi-alarm, skraldebiler midt om natten er hverdag her. Men hvor bliver det godt at blive fri for nabokonens spanske radio kl. 4.00 om morgenen og ikke at glemme: hendes snorken! Vi savner dansk mad, især leverpostej og Riberhus ost. Desuden glæder jeg mig til, at vi alle fire sætter os til aftensmaden og spiser det samme, og ikke som hernede, hvor der serveres flere forskellige retter.

I aften tager vi på restaurant :-) det bliver hyggeligt!

lørdag den 28. juli 2012

Badebleer ...

... er hunde-dyre. Jeg har haft succes med at vaske dem ved 30-40 grader, hænge til tørre og vupti de kan bruges igen ... naturligvis kun med bleer uden brunlige uheld :-)

onsdag den 25. juli 2012

Når enden er god ...

... er alting godt :-)
Nu er vi ved slutningen af vore skønne ferie her i Sydspanien. En måned under varme himmelstrøg er gået. Nu glæder vi os alle til at komme hjem til vores dejlige hjem, hunden Bella, venner og familie.

Ferien har på de fleste måder været efter Gustavs dagsorden. Bettemanden skal have sin elskede havregrød senest 10 minutter efter, han har slået øjnene op om morgenen. Sove til middag i ca. to timer, i seng ca. kl. 21 og så skal han inden have brændt en masse krudt af. Derfor har der ikke været så mange lækre longdrinks på de små chiringuitos, strandbarer, og der har pt. også kun været et restaurant-besøg her, hvis altså vi ikke tæller Burger King med. Jeg synes, han har været fantastisk til at tilpasse sig mad og varme. Gustav har været ovenud lykkelig ved synet af en flyvemaskine. Tænk en hel måned, flere gange dagligt at juble "SE SE, en mou-fina!!!!". Herudover er han nærmest besat af flag og vi gøres jævnligt opmærksom på fuglene. Så de tre F'er har været i høj kurs: Flyvemaskine, flag og fugle. Og ikke at glemme Ipad'en - som han da nok lige har fået en vis ejerfornemmelse over!

Kirstine har hygget sig og vil gerne til mini-disko, høre musik og hygge på en restaurant. Hun har set Disney-film, spillet Pixeline, foldet vifter og æsker samt lavet perle-armbånd. Hun har også brugt oceaner af tid på at gøre sig færdig, når vi var på vej ud af døren. "Mor, ser jeg fin ud?". Tøjsammensætning, de helt rigtige sko, gerne et par fingerringe eller tre samt armbånd - jo jo, intet mindre!

Manden og jeg føler, at vi har været helt nede i gear. Det har været dejligt at være sammen med børnene, hygge sig, bade og opleve noget sammen. Det har da også været hårdt at være på 24-7, men jeg synes, det har været på en god måde, da vi har haft så meget overskud til at være der for hinanden.

I morgen skal vi ud og suse lidt i bil - det glæder vi os til. Og så skal de sidste dage vist bare nydes og mon ikke det bliver ved pool eller strand, hvor vi kan få branket flæsket, inden vi vender hjem til regnfulde Danmark.

Jeg beklager de manglende billeder, men meget snart vil I blive spammet! Har glemt ledning til overførsel hjemme :-( ...

Fine sløjfer


Jeg MÅ simpelthen lige vise jer denne blog. Den er spansk/amerikansk, så mon ikke I også kan få lidt ud af den - fine billeder og inspirerende. Sløjferne kunne være fine til fx kommende børnefødselsdag :-) LLEVO EL INVIERNO

mandag den 23. juli 2012

Verdens bedste brød

Her er lige kommet et indlæg på, som jeg skrev i efteråret. Jeg har slettet min "underside" omhandlende mad, derfor lægger jeg nu opskriften her på forsiden ...

Så har jeg haft endnu en bage-succes med "Verdens bedste brød" som jeg gerne vil dele med jer


Det er pærelet og passer godt til et A-menneske som mig, der serverer friskbagt brød til morgenkaffen - vær så artig:






Gær svarende til en ært opløses i 300 gram vand, 8 gram salt tilsættes + 400 gram mel.
Rør det let rundt - skal IKKE æltes.

Skal hæve på køl i minimum 12 timer.

En støbejernsgryde mættes/smøres med olie, låg på og den sættes i ovnen, der varmes til 250 grader. Gryden skal opvarme i ca 30 min. Herefter putter man den klistrede dej ned i gryden og sætter låg på og stiller den i ovnen i 30 min på 250 grader. Herefter tages låget af og brødet bager videre i ca. 10-15 min. på 225 grader.

og vupti - et rigtig lækkert brød med super saftig krumme og sprød skorpe - velbekomme!

Jeg har erstattet 100 gram af hvedemelet i opskriften med 100 gram hvedeklid eller 100 gram grahamsmel. Synes grahamsmodellen er bedst og så lige lidt græskarkerner til at pifte op med.

Barndomsminder skal genskabes

Jeg glæder mig! Ligefrem på den helt vilde og barnlige måde. Min datter blev fem år 13. juli og til august bliver hun stor pige i børnehaven og skifter til Ugle-stuen. Så vi skal have tøsepigerne til fødselsdag hjemme. Til denne begivenhed, vil jeg forsøge at realisere det, som jeg fik til en af mine børnefødselsdage: Et tog! Sådan et tog, lavet af bagateller og så er der en togvogn med slik til hver gæst. Som starter små landgangsbrød og frugt og grøntsager på små farverige pinde, som jeg har købt i Spanien. Men det er nok ikke så nemt at realisere uden min mors kyndige vejledning - hun ved bare ikke endnu, at hun skal hjælpe :-) Billeder følger naturligvis!

8 dage ...

... tilbage af ferien i Sydspanien. Den sidste uge har vi planlagt en lille bitte smule, og vi påtænker at leje en bil og køre øst for Málaga til området El Palo, hvorefter vi vil køre en tur til Nerja. Herudover en tur til stranden, som vi ellers kun har besøgt én gang. Vi er ikke så meget til alt det sand :-) Desuden har Gustav overhovedet ingen respekt for havet, så vi skal holde ham i ilden ved liggestolene hele tiden, hente vand til sandkager osv. Men vi nupper lige en sidste halv-dag der. Herudover skal der nok købes flere småting ved boderne.

Kirstine og jeg havde et par hyggelige timer forleden, hvor alskens tingel-tangel blev undersøgt og vi tog os al den tid, det tog. Det tog hende tyve minutter at vælge ringe til gaver til et par veninder derhjemme. Jeg havde set en fed turkis buksedragt og en flot gulvlang gul/blomstret kjole, som jeg absolut måtte prøve i håb om, at det var outfittet til det bryllup, vi skal til i september. Men desværre nej, den ene var for stor og den anden for lille. Sluttede af med en tiltrængt slush-ice.

Herudover er jeg ved at danne mig et overblik over den kommende tyskundervisning, læser op på pensum og grammatik - men ak, jeg synes det er så langt væk ... Jeg må kæmpe videre ...

I aften vil jeg for tredje gang forsøge at skaffe os et par engelsksprogede film. Der har været virkelig meget politi-overvågning hernede i kampen mod de illegale afrikanere, der sælger langs strandpromenaden. Alt imens jeg har siddet og kigget på filmene, så har sælgeren pludselig sagt SORRY- you come back! Og vupti, så forsvandt de alle. Fra altanen har vi kunnet se, hvordan de kommer gående langs stranden ved mørkets frembrud, hvorefter de placerer sig rundt omkring på strandstolene. Pludselig "rykker" de og går op til strandpromenaden og arrangerer deres varer på et lagen med snore fra hjørne til hjørne, så de hurtigt kan pakke sammen, såfremt politiet nærmer sig. Men det er som om politiet kun kører skræmmekampagne, da de ikke rigtig jagter dem som sådan. Men sikke en skæbne: at være på flugt hele tiden, sælge kopi-varer til turister. Det stinker naturligvis af organiseret kriminalitet, hvor bagmanden styrer dem, leverer varer til dem, og han sørger måske også for, at de får tag over hovedet i en eller anden lejlighed, hvor de bliver stuvet sammen. Jeg har lidt svært ved at forholde mig til det ... på den ene side, forstår jeg godt spanierne, der er trætte af, at afrikanerne uden arbejds- og opholdstilladelse kaprer deres kunder i butikken. På den anden side, så forsøger  afrikanerne - omend illegalt - at skaffe sig til dagen og vejen i håbet om bedre levevilkår, end dem de kommer fra. Og jeg er jo bare en lille-bitte brik i det store organiserede spil ... så jeg vil gøre mig forsøget i aften igen.

lørdag den 14. juli 2012

God sommerlæsning for de yngste


Da vi for et par år siden rejste på ferie, købte jeg denne bog til højtlæsning for min datter. Hun er nu fem år gammel og er nu meget interesseret i selv at læse/fortælle de små historire i bogen. Bogen er fra Gyldendal og hedder "Der var engang - for de yngste". Den koster 199 kr. og fås i boghandlen. Den er alle pengene værd og der er noget for enhver: klassikere som Jeppes bamse, De tre bukkebruse, sange, sanglege og billeder. Der findes fire bind i serien, som er aldersopdelt. God læselyst!

Gesmak

Jeg har fulgt denne skønne Anja-kvinde og hendes webside Gesmak, siden den blev skudt i gang, og nu synes jeg, den har fået noget at byde på: masse af lækre opskrifter, gode råd og inspiration. Prøv selv :-) God fornøjelse!

fredag den 13. juli 2012

Livets store spørgsmål ... eller?

Det er så fantastisk at opleve sine børn 24-7, og ofte kommer der mange små og store spørgsmål samt reaktioner.

Gustav går AMOK, på den gode måde, hver gang han ser følgende ting, som nu er den del af de såkaldte "3 f'er": Flyvemaskiner, Flag og Fugle. Tænk at blive lige begejstret og få julelys i øjnene og juble bare ved synet af de tre f'er.

Kirstine, da hun fik en is: "Mor... er den iskold?"
Og så synes hun, at far skal have et batteri til navlen, så han kan løbe stærkere på sine løbeture.
Slutteligt den klamme "Mor, hvor mange farver bussemænner findes der?" (!)

Tænk ...

Tænk, at det nu er 5 (læs: FEM!!) år siden, at lille Kirstine kom til verden. Hurra! Som de fleste nok ved, så er vi under spanske himmelstrøg og dagen blev derfor lidt anderledes, end til en "normal" fødselsdag. Men hun tog det pænt og var forberedt på, at der ikke kom nogen gæster. Vi lejede en bil og tog med et hold venner ind i landet. Vi startede med morgenmad på terrassen og gaveudpakning - og hun var glad for sine gaver, især tøj og sko - mon hun har det fra moderen? Først kørte vi til Benalmádena for at hente Malene, Martin, Isabella og Victor. De var friske på en landtur og fremvisning af lidt af det "ægte" Sydspanien. Herefter til Mijas, hvor vi naturligvis kørte med Æsel-taxi, derefter en tur til Ronda og videre mod Marbella. Vi havde lejet en Fiat Scudo - noget af et monstrum og med plads til ni personer. Selv om det var varmt for alle, og selv om Kirstine fik køresyge og kastede op ud over sin nye lilla kjole, ja så var det en herlig tur. Dagen blev afsluttet med en meal-menu fra Burger King kl. 21.45 og så var prinsessen klar til at putte. Hun har haft "en god og en dejlig dag", som hun selv udtrykte det ...

Dagene hernede går godt og er på børnenes præmisser. Især Gustav .. han skal gerne sove et par timer til middag, så vi prøver at passe det ind. Maden laver vi selv, så der serveres både havregrød og risengrød og dette til stor glæde for børnene. Vejret er varmt ... meget varmt ... de sidste par dage har den sneget sig op på de 38 grader. Pyh!

Aftenerne går med slentre-ture og børnene lægges sent i seng og heldigvis sover de også til efter kl. 8. næste dags morgen.

Tempoet er helt nede, vi får slappet rigtig meget af - og der er ingen stress og jag. Dog spøger det tyske stadig. De næste par uger må jeg skrue op for blusset og få læset noget mere. Jeg har dog set et par film "Die Welle" og "Das Leben der Anderen" og de er rigtig gode! Desuden læst dansk og tysk grammatik. Jeg må sørge for at være så velforberedt som muligt, så jeg får en god start på mit nye job -  god plan ...